28-01-2016

280116

 Jeg har altid, så længe jeg husker, søgt trøst og ly i min søvn. Det at sove har været så vigtigt. Men jo ældre jeg blev, desto svære blev det at falder i søvn, uden forstyrrende tanker. De tanker lige inden jeg falder rigtig i søvn. De har været negative. 

De handler om alle de gange jeg har svigtet som person: Min familie, mine dyr, mig selv og alt. Mine drømme handler endda i perioder om mine 2 første hunde: Rocco og Sofus: At jeg har glemt dem, og at min familie har glemt dem, at de har været alene i op til 14 dage, uden mad, vand og at blive luftet. Eller at jeg har glemt alt om min marsvin, eller at jeg har overladt dem til min familie (Hele tiden min familie) som har avlet løs på kryds og tværs, ikke fodret dem, eller givet dem vand eller renset bund.
I de perioder, hvor jeg bruger øl til at falde i søvn på, at disse drømme meget ofte. Eller jeg drømmer om huse jeg ikke kan komme ind i eller op i .......... trapper på kryds og tværs, med lægter og manglende trin, der gør passagen endnu værre. Jeg kan heller ikke komme ud igen.
Husene er forladt eller ensomme. Eller de andre beboere er skjulte. Og igen: Hunde der har været alene alt for længe. Men som trods alt bliver glade, når jeg finder frem til dem.

Jeg har så, i mangel af bedre, drukket op til 6 guldøl hver aften lige inden sengetid. De har hjulpet til at falde hurtig i søvn, men måske ikek så meget på drømmene.

Siden i sommers har jeg så fået en sovepille hver aften, selvom det er en kamp, at overtale lægen hver 20'ende dag. Jeg forstår ham sådan set godt. Lægemiddelstyrelsen osv vil jo helst at læger slet ikke udskriver sovemedicin, men jeg sover bare så godt. Mine drømme er meget mere positive og afslappende. Jeg glæder mig til at skulle i seng. Det tager 3-5 minutter, så sover jeg. Og selvom jeg måske lige skal nifle midt på natten, så falder jeg fint i søvn igen. Jeg skylder dog sovepillen ned med 1-2 øl Kan ikke li'
Men mit humør i løbet af dagen er så meget mere positivt. Og venner kommentere mit humør. Hvor afslappet og rolig, jeg virker.

Jeg har så nogen gange i løbet af de sidste mange år........... nok siden Troels døde, bedt om at blive henvist til noget samtale-terapi. Både for at få styr på det at være asperger, hvilket ikke altid er lige nemt. Især er jeg ofte social-dum. Og folk misforstår mig ofte, selvom jeg af ærligt hjerte, gør mit bedste. Eller jeg forstår ikke folk. Eller altid hvordan man handler i given situationer.
Og hvis jeg kom til sådan noget terapi og det gik godt, så kunne vi tale om fortid, borderline, og forhåbentlig ende ud i, at jeg kunne slutte fred med mig selv og om min søvn.

Jeg rykkede og rykkede min læge, og til sidst lykkedes det. I november blev jeg kaldt til samtale med en ergo-terapeut. Efter første samtale blev jeg tilbudt en pakke a 10-12 samtaler. Samtidig fjernede man borderline fra mine diagnoser, hvilket jeg er meget tilfreds med. Jeg fik diagnose lige efter Troels' pludselige død. Og der var jeg selvklart grænse-psykotisk. Men ellers har jeg ikke selv ment, at jeg havde særligt meget med den diagnose at gøre. Og den er nu slettet.

Anden samtale gik også godt, mente jeg. Jeg fik sat nogen ord på det jeg kæmper med, og hvad jeg håbede af fremtiden, og nogen planer jeg har for at en drøm kan blive en realitet.

Og jeg prøvede mentalt at gøre mig klar til, at vi måske kunne pille, ved de følelser og oplevelser, som jeg ellers kæmper meget med at holde nede og glemme.

Terapeuten fortalte at hun havde talt med deres læge i huset, som mente, at jeg skulle af med det beroligende, jeg får til natten plus sovepille.
Hvilket jeg er indforstået med, hvis vi kan gøre det i mit tempo. Så var jeg med på, at i løbet af det næste halve år, så var jeg sikkert klar til at smide det hele. I første omgang aftalte vi at det beroligende, som jeg iøvrigt har været helt oppe på 1200 mg, og selv har trappet ned til 600 mg. Men det skulle jeg skære yderligere 100 mg af på.
Det fik jeg talt med egen læge om, så nu skulle alt være godt. Langsom nedtrapning, læger, terapeut, Pernille og Pernilles hoved var enige. Og alt var godt............. Troede jeg.

Jeg var til tredje samtale i dag, og nu er der helt andre boller på suppen. I følge min terapeut så skal vi slet ikke røre ved det beroligende. Så tilbage på 600 mg og så nedtrapning af sovepille, og med nedtrapning mener hun over 10 dage. Samtidig har min læge ringet og lagt en besked, som min terapeut tolker som, at henvisningen kun handlede om, at få mig stoppet med sovepille, og nedtrapning af beroligende, så hurtigt som muligt.

Jeg er helt knust. Og kom til at sidde og græde. Fra at jeg var med, er det nu dem, der bestemmer. Jeg kan prøve med NADA (Akupunktur) eller afslapningsmusik. Og så skal jeg tænke anderledes: Skal fortælle mig selv, at søvn ikke er så vigtig, så sover jeg ikke enkelt nat, så er det da lige meget.

Som om jeg ikke har prøvet det hele?? Den eneste løsning min hjerne lige nu roder med er: Øl og øl og øl. Jeg har prøvet søsyge-piller, baldrian og humle. En overgang havde jeg faktisk adgang til forskelligt medicin ved Lægemiddelstyrelsen, så når de rydtede ud, så stjal jeg i hemmelighed, næsten alle pakker med rød-advarelses-trekant på. Uden respekt for hvad behandling pillerne egentlig var til.

Men længslen efter mit sikre rolige sted er bare så vigtig for mig, at min helse kommer i anden række.

Og egentlig forstår jeg ikke helt HVORFOR det er så vigtigt med stop af sovepille?? Ja, man kan blive afhængig af dem, men nu har jeg fået dem i mere end et halvt år. De virker stadig fint og jeg har ikke behov for flere. Det er ikke godt for livslængden?? Oki, og så?? Med alle de diagnoser, jeg ellers render rundt med, så er jeg heldig, hvis jeg når de 60 år, uden at overdrive eller ha' ondt af mig selv. Og netop, når jeg har det så godt. Især med psyken: Hvorfor skal det så ødelægges?? Og hvorfor kunne vi ikke tage det i MIT tempo, så jeg kunne følge med, og ikke finde andre dårlige vaner??
Jeg kender mig selv. Jeg har levet med den hjerne i mange år. Og jeg ved sådan set hvad den magter.

Det at bruge en terapeut, er mere for at kunne se tingene højt, og måske en anden måde at reagere på. Men niksen, ikke engang det kan jeg få.
Så hvad regner de egentlig med at jeg skal bruge resten af de 7-9 samtaler på, jeg har tilgode??