16-02-2016

Møg møg

Sikke en møg dag.

Jeg havde tid ved egen læge, for at få talt det igennem, jeg oplevede ved min tereaput for nogen uger siden. Spørge om det kunen være rigtigt, at egen læge nu kun tænker på at få mig ud af sovepiller, elelr om han stadig mente, at det også handler om at få Pernille (Mig Vinker) til at forliges med min fortid, min barndom, min situation og min fremtid.

Jeg avr i godt humør, de rjeg blev kaldt ind, og spurgte om han var alene på skansen, og han svarede at hans kollega var på ferie (Det er jo vinterferie) Jeg sagde så lidt friskt: "Ih, jeg vil også ha' et arbejde, så jeg kan holde ferie" Og min læge spurgte om, jeg har et job. Kender han man ikke bedre?? Han ved stadig ikek at jeg er på pension, at jeg har type 1 diabetes (Der står i min journal, at jeg er type 2. Da jeg nævnte dette i efteråret, mente han ikek det var så vigtigt at få rettet. Øh?? Det er 2 vidt forskellige sygdomme, med meget få ligheder og nehandling) Han ved heller ikke hvad Brugerhuset er (Det væreste jeg nogen gange kommer på. For voksne med psykiskdiagnose)

Han startede med at nævne det brev han har fået fra LokalPsyk's læge, og hendes plan med at sovepiller skal kvittes her og nu. Jeg prøvede at spørge til han stilling, og han talte så om mindfullnes og afslapning. Jeg kom til at græde, fordi jeg er så frustreret (Jeg græder ellers ikke. Det har jeg ikek råd til. Jeg har brug for kontrol, for jeg ved ikke hvad der sker, hvis jeg giver efter en dag. Det var blandt andet også derfor jeg ville ha' noget samtaleterapi ude på LokalPshyk)
Min læge siger så at de vil ha' mig ned på ½ sovepille, at han ikke kan se grunden til at jeg prøver at trappe nad på seroquel/ quetipin (Noget beroligende, som jeg egentlig ikke har brug for, og slet ikke i de mængder jeg får: 600 mg) Og nej, det er ikke fordi jeg tror, jeg ikke behøver det eller lign, men jeg fik det i sin tid, fordi jeg havde et par psykotiske oplevelser lige efter Troels var død. Men det har jeg ikke mere, og det er ikke en diagnose jeg har. 
Nåh, men min læge nævnte så, at jeg måske kunne få noget andet til at hjælpe med mit søvnmønster: Truxal. Som jeg vist ikke har fået før (Ihvertfald kun den korte periode, jeg var indlagt på psyk for snart 8 år siden) Men indne jeg kunen nå at finde ud af hvad der var op eller ned, rejste han sig, og sagde at han havde mange patienter og ikke havde tid mere. Så farvel og tobak. 
Så stadig grædende måtte jeg ned og sidde på en bænk, og orkede slet ikek at henvende mig til Velfærdscenteret (Meget fornemt navn for det, der tidligere hed Hjælpemiddelcentralen) Så det må vente igen.
Så skulle jeg på apoteket, og så fuckede de det så meget op, så jeg måtte tude lidt mere (Jeg har tudet mere de sidste 3 uger, end jeg har gjort tilsammen i 8 år) Og så havde den dygtige pisse læge glemt, at sende recept på seroquel. Så jeg måtte ringe derop igen, og få sekretæren til at sende recept. Og han havde heller ikke sendt recept på på truxal. Og det kunne hun ikke bare udskrive.
Nåh, men jeg fik handlet og taget bus hjem (Dygtig Pernille!! Længe siden jeg har kunne klare bus hjemad, men har brugt en mindre formue på taxaTrist)

 

Min allerbedsteste bedste ven, Frank mødte mig så herhjemme, så vi fik talt det lidt igennem, og så snakket om alt muligt andet, så humøret steg lidt igen. 
Men jeg er stadig dybt frustreret, og føler mig ladt alene på usikker grund. I morgen må jeg ringe eller skrive til min tereaput, og så må jeg se hvad der sker. 
Men jeg følte mig bare svigtet af min læge idag. Selvom det er vinterferie, og han var ene læge, og når han lukker døren, hvad rager jeg så egentlig ham. 
Nåh, i morgen er atter en dag og jeg lander altid på fødderne, og har en ny vigttighed i ærmetKan li'