17-02-2016

Psykisk syg??

Da jeg var 9 år, var jeg i legeterapi. Det betød at hver onsdag legede jeg alene foran en psykolog/ tereaput. Som jeg husker det, var det meget hyggeligt. Hun havde noget legetøj, som jeg ikke havde der hjemme. Fx et lundby-dukkehus. Sådan et ønskede jeg mig bare meget, men fik det aldrig.

Hun havde også de såkaldte bolledukker. Sådanne dukker var alle tereaputer vist glade for i 70'erne. Hvorfra jeg ved det, husker jeg faktisk ikke. Men det var 4 stofdukker: Far, mor og 2 børn. Et af hvert køn. Tog man tøjet af dem, så havde de ret markeret kønsdele. Ideen var at man ud fra barnets leg kunne identificere om sex, var en del af barnets hverdag, og specielt sex mellem barn og voksen. 

Det har jeg heldigvis aldrig været ude for i min familie. Og jeg syntes, at de dukker var kedelige. De havde kun et sæt tøj hver. Så pånær at jeg byttede rundt på tøjet: Pigen fik faderens skjorte på som kjole, så var der ikke noget der.
Grunden til at jeg var i terapi, var at min broder var indlagt på børnepsyk, og man havde fundet ud af, at familien ikke fungerede for godt. Enlig fraskilt moder, og ikke fast kontakt med den biologiske fader. Desuden var det 70'erne med lilla ble og pædogogik alle stederKan ikke li'

Allerede dengang var jeg  Lidt for selvstændig, uafhængig af andre; uden for indflydelse fra andre.
Da min broder så blev udskrevet fra børnepsyk, så blev jeg indlagt. Hvilket ikke just blev modtaget positivt af min fru moder. Og efter 2-3 måneder, tror jeg, fandt man ud af, at jeg var personlighedsforstyrret, men ikke psykisk syg, så i stedet blev jeg flyttet til et såkaldt behandlingshjem. Og så gik der for alvor lilla ble i den. 

Der var mange pædogogiske samtaler. Mit største handical dengang, som ejg selv ser det nu, var, at jeg var høj: 9 år gammel og 173 cm høj så ret ofte glemte man, at jeg kun var et barn. Jeg fik ret mange ansvar, så som at cykle alene af en hovedvej 10 km til Faxe for at aflevere biblioteks bøger. Og 10 km hjem igen. Sig det til en modernet forældre i dagChokeret

Nåh, men efter et lille år kom jeg hjem igen, og ud over nogen få samtaler, så var det slet med den slags støtte. 

Jeg var rigtig glad for folkeskolen, selvom jeg egentlig ikek husker meget. Hvordan mit forhold var til de andre elever osv. Men jeg var vist sød nok. Jeg har "mødt" en gammel klassekammerat på Facebook, og hun husker mig altså som sødCool

Opdateres..........