Opdatering

17-05-2018

DEr er sket meget, men jeg skal nok skrive en opdatering snart

17-05-2018
Bostøtte: Hm..... hun er dygtig, og vi får noget gjort, men efter 6 besøg er det som om, at hun er ved at afslutte mig. Hun sagde forrig gang, at der snart bliver ansat en elev (??), som jeg måske skulle overgå til.
Samtidig er hun pænt striks :) "Nu har vi snakket i 10 minutter. Nu skal vi ha' noget fra hånden" Og det er både godt og skidt. Igår havde jeg rigtig meget brug for at snakke. Om det var det rigtige valg, jeg havde taget om et brev. Og lidt omkring det, at jeg har svært ved at tage mig sammen, og få udfyldt alle papirene til forsikringen. Også fordi jeg er usikker på udfaldet af sagen.
I stedet fik vi så gjort pænt meget plads inde i det rum, jeg kalder mit bibliotek. Smidt en del ud og ryddet en stor del af gulvet. Og fik sat en million bøger op på hylderne, så de er parat til at blive pillet ned, og sat i orden Kan li'
 
Men en stor ting jeg savner ved min bostøtte: Omsorg! Lyder det sølle?? Det er det også, og det er vel egentlig heller ikke det, hun er ansat til. Og jeg er en gammel kone, der burde være ovre al den slags........... men inderst inde, der savner jeg det. Ikke at blive elsket. Jeg er ikke en person, man kan elske, og det siger jeg ikke af selvmedlidenhed. Det er bare et faktum. Og jeg ville nok blive utilpas og meget overrasket, hvis nogen skulle vise mig den omsorg. Men jeg må godt drømme Cool
18-01-2018

Jeg skulle ha' været til møde på Rådhuset i dag.
Et møde om at få en bostøtte igen.
Men det blev pludselig for meget.
Ud over mig, så skulle 2 visitatorer (Som jeg faktisk talte emd allerede i nomvember) chefen for bostøtterne (Som i maj kom frem til, at jeg slet ikke var asperger eller havde en diagnose alligevel) og så Haderslev kommunes autisme/ asperger-konsulent, være til stede.

Og det kunne jeg slet slet ikke overskue, så jeg skrev en mail i nat, om at jeg aflyste.

Jeg forstillede mig det møde, og hvem skulel jeg henvende mig til, hvem vilel bare sidde og vurdere, og hvem mener hvad, og hvad hvis de igen begyndte at trække noget ned over hovedet på mig.

Men nu sidder jeg selvfølgelig og banker mig selv oven i hovedet. Jeg er en voksen kvinde!! 
Så jeg burde kunne klare mig selv. Og sådan et lille møde må da være til at overskue. Og en helt masse andet.

Lige nu har jeg allermest lyst til, at trække min ansøgning helt tilbage. Og så bare gemme mig i min hule........ skrive og snakke og diskutere på nettet, og se folk fra hjemmeplejen. Det er også det nemmeste, og på den måde bliver jeg ikke såret, og jeg sårer og svigter ikke en masse andre på den måde.

Jeg hverken tror på kærlighed eller forelskelse rettet mod mig. Og venskab stoler jeg aldrig 100 % mere. Aldrig mere nogensinde.

Uanset hvor meget jeg giver, så er det aldrig helt nok. 




01-01-2018

Så startede 2018

Jeg havde en stille aften. Jeg spillede World of Warcraft og spiste lidt lækkert.

2017: Der skete mange ting.
Og mange ting fra 2016 hang stadig ved.

7 indlæggelser på 4 forskellige sygehuse.
3 operationer for 3 forskellige ting.
Men jeg overlevede da igen Smiler stort Ukrudt forgår ikke så let.

Jge har været meget alene. Og har siden marts kun set folk fra hjemmeplejen, behandlere og hjælpere. Og kun mødt private når jeg har været indlagt.
Jeg er ved at blive sær. Jeg har altid ment, at jeg sagtens kunne blive eneboer. Bo langt fra alt og alle. Et lille hus langt ude i en skov eller højt på et bjerg. Eller min egen ø.
Men nu hvor det i næsten et halvt år, ikke har været MIT valg 100 %, så kan jeg godt mærke, at det også kan blive for ensomt.
Og jeg må også indrømme at helbredet nok ikke holder til, ikke at være afhængig af andre og deres hjælp.
Jeg er ved at være gammel og slidt. Men jeg har så også været rundt om Solen 50 gange Vinker Jeg troede aldrig, at jeg skulle nå så langt.

Jeg er stoppet med at drikke!!
Jeg drak for at få ro på mine tanke og mit hovede. Mindst een gang om ugen røg der 2 flasker cinzano (Billig martini) ned. Blandet godt med cola, så det smagte ikke særligt godt.
Og hver evig eneste aften 1½ liter stærk stærk øl. Hver aften. Og så en halv sovepille.
Men i august søgte jeg hjælp ved min læge. Så nu står den på antabus 2 gange om ugen og så en hel sovepille. Og min søvn er blevet meget bedre. Og jeg har det bedre fysisk.
Men ind i mellem (Max een gang om måneden) får jeg dog lyst til at drikke mig sanseløs igen. Til at dulme tanker og følelser. Men antabusen gør, at jeg ikke bliver fristet.
Og jeg VED, at hvis jeg dropper antabusen, så går der ikke mange dage, før jeg igen drikker, så........

De sidste 4- 5 år, har jeg prøvet, at ha' en positiv vinkel på mit liv og min tilgang til livet.
Og jeg arbejder meget med at ha' positive tanker. Jeg har kigget lidt på grundideerne fra Budhisme (Og også den kristne tro) Og på mindfullnes.
Jege r ikek hellig eller tror, at jeg har svaret på alt. Men jeg har det langt bedre. Også min tilgang til min familie. Vi gjorde jo alle, hvad vi kunne med de værktøjer ved har og havde. Og der var ting ved hinanden, som vi andre ikke så.

Min bror og jeg levede hvert vores liv. Og oplevede ting og indtryk, som den anden ikke så. Og det samme med min moder. Jeg holder stadig på, at der ikke skal etableres kontakt. For hvad skulle det hjælpe??? Tingene kan ikke laves om. Og ingen har noget ud af at blive bebrejdet eller at føle skyld eller skam over noget, der stadig ikke kan ændres.
Det er der, jeg er........ synes jeg :D At acceptere. Ikke bare min fortid, men også de andres.

Desværre er min moder blevet syg. Og er på plejehjem nu. Min broder kontaktede mig kort i starten af november. Jeg håber, hun får den pleje, hun har behov for, og at hendes mand og min broder er der for hende. Og jeg håber, at min broder får den hjælp og støtte han sikkert har behov for.
Jeg sendte hende et julekort kort før jul, men det er aldrig nået frem. Plejehjemmet kontaktede mig før nytår for, at sige at modtageren er dem ubekendt.

Jeg har ikke min allerbedsteste bedste ven i mit liv mere. Vores veje skildtes i marts. Jeg har været ked, vred, frustreret og forvirret. Men nu..... er jeg glad. Så vidt jeg ved, så har han det godt. En sød kæreste, som vil ham det godt. Nye venner og nye oplevelser.
Så efter rigtig mange tanker, så accepterer jeg også dette. Uden vrede og bebrejdelser. Jeg er bare glad på hans vegne :)

Jeg er taknemmelig for dem, der hjælper mig, når jeg mangler. Og som støtter mig når jeg har brug for at nogen lytter.

For at vende tilbage til starten med ensomhed....... Jeg kan godt mærke, at jeg skal passe på, ikke at blive for ensom. Ikke at trække mig for langt tilbage, for jeg bliver nærmest bange, når nogen, uden for behandler området, viser mig venlighed, eller jeg ved ikke..... kigger mig i øjnene og virke som om, at de gerne vil mit venskab.
Jeg er ikke god til venskab. Og efterhånden kræver det for meget. Ikke at jeg er doven, men at skulle lukke et andet menneske ind. Høre på vedkommende, føle glæde, og overskud, og en masse ord, jeg ikke kan sætte ord på (Lyder det forvirret?? :D ) Og så hele tiden være varsom med at vise det. Passe på ikke at blive for begejstret. Ikke lukke det hele ud. Være varsom, veje sin ord hele tiden. Være på og ikke på. Bekymringen for at være for meget, vise tillid, ikke at give nok, at give for meget. Være for overvældende.
Det er meget for andre at rumme. Det er meget for mig at rumme.

Så nu........ mit behov er at være positiv. Rose andre. Gøre andre glade. Sige og gøre positive ting. Prøve kun at se og tage det positive til mig.

Det er ikke altid nemt. Især ikke med det nu overstået kommunalvalg. Ikke altid nemt at forstå andre folks velg. Hverken politisk eller valg i livet osv. Men vil jeg selv rummes, så må jeg også rumme andre. Og deres valg ..........

Godt nytår til alt og alle Hjerte

29-12-2017

Så er vi her igen......... Et hulke indlæg.

Men husk: Det er mit Jammersminde, og her må jeg gerne hulke.

Og så har jeg brug for, at kunne hulke her, når det hele er ved at løbe over. I den virkelige verden, har jeg ikke råd til at hulke eller græde. For tænk hvis jeg ikke kan stoppe igen??!!

Jeg efterlyser nogen gange hjælp på Facebook: Til at komme af med affald, til at købe ind, samle en sofa osv......
Og så betaler jeg selvfølgelig folk for deres ulejlighed.

Tak er aldrig nok...... ihvertfald ikke når, det er det, jeg byder.
Min tak er ikke nok, mit venskab er ikke nok, mine gaver er ikke nok...... og jeg er ikke nok. Og jeg her igen ide om hvad jeg kan tilbyde eller hvad folk vil ha' af mig.

Men på den anden side er der også er vis tryghed i, at kunne betale sig fra det. For så behøver jeg ikke hele tiden være på vagt. Og tænke om jeg nu har givet nok af mig selv eller at mine følelser, eller hvad jeg nu kan udrette.

Men mennesker er altså ikke nemme. Nogen gange kan det være en gave, at kunne modtage en gave. Også selvom gaven måske ikke er så ønsket eller brugbar.

Nåh, grunden til, at jeg igen sidder med alle disse tanker og følelser og og og......

Jeg har på kort tid møde to mænd (Og nej, slet ikke på dee måde) Men de har begge fået mig til at tænke.

Den ene har købt ind for mig et par gange via ViGo (Rema1000s indkøbs app) Han er rigtig sød og ser mega sød up. Og virker som en behageligt menneske. Men da han kom forleden emd mine indkøb, hjalp han med at bære ind, og kiggede mig i øjnene, og så ud som om, at han ikke var afskrækket.Og jeg mener stadig slet ikke på nogen romantisk eller forførende måde, men....... medlidenhed eller venskab eller hjælpsom?? Hvad ville han?? Hvorfor skred han ikke, så hurtigt han kunne??

Den anden mand: Jeg skulle ha' sendt en julegave afsted, men kan ikke komme på posthuset. Så en mand her omkring tilbød, at sende den afsted for mig.
Da jeg manglede lidt hjælp igen, spurgte jeg ham, om han kunne hjælpe, og at jeg selvfølgelig ville betale for hans ulejlighed.

Han sagde så at han vilel komme forbi. Så kunne vi tale lidt om det. Og igen igen, det var helt sikkert ikke med nogen romantisk bagtanker. Sikkert bare, at for de fleste er det nemmere at tale face2face end at sidde og skrive frem og tilbage.

Men inden han overhovede dukkede op, gik jeg i panik og aflyste.

Og mine tanker kørte rundt: Hvad vil han?? Venskab?? Jeg kan ikek venskab. Jeg er ikke god til venskab. Og jeg er ikke god til at vente på, at det går i stykker. Og jeg igen er alene... 

For det går altid i stykker.
Familie, kærester, elskere, venner!! Alle forlader mig. Og De allerfleste med en dårlig oplevelse. Jeg efterlader folk forvirrede og vrede og negative.
Og selv min dybeste og mest angrende undskyld kan ikke hele nogen sår. Og jeg kan intet stille op.

Og nu med al det sygdom, så har jeg været helt alene i snart et år. Jeg får da besøg af hjemmeplejen, men det er så også, de eneste jeg ser og taler med direkte.

Jeg har altid ønsket mig, at bo langt væk fra det hele. Og gerne helt afsides og alene. En hytte ude i en skov eller på min egen ø eller bare væk. Bare jeg havde mine bøger, min musik og min computer. Så kunne jeg godt nøjes med at se folk sjældent. Men i drømmen havde jeg jo selv bestemt det!! Og den kunne ændres, hvis jeg fik andre behov.

Men nu, hvor det ikke er MIN beslutning, så går det mig på. Og jeg har længe følt mig ensom.
Men ikke så meget mere.

Nu frygter jeg næsten mennesker. De fremmede. Dem hvor jeg ikke ved, hvad der forventes. Hvad der kan ske. Hvad det kan udvikle sig til.
Hvornår vil det gå i stykker igen?? Hvor hurtigt får jeg pisset folk af??

Det er jo ikke kun mig der forlades. Det er jo også modparten. Så det er på en måde også for at skåne folk, at det er bedst, at jeg er selv. Så jeg ikke kan skade andre. Så jeg kan beskytte både dem og mig selv.


Lige savner jeg faktisk, at drikke mig næsten bevidstløs hver aften. Og især når jeg bældede en-to hele flasker "martine" Så jeg bare kunne lukke af for tanker og bekymringer og en masse andet.
Det var mit eget valg, at stoppe 100 % med alkohol for godt 4 måneder siden. Og mit eget valg, at jeg tager antabus. Men lige pt savner jeg, at kunne få hjernen til at holde kæft. Så jeg kan få nogen dejlige drømme. Og tilade mig at være ubekymret og og glad.....

Og nej, det er ikke tankemylder på den måde.

Der er lige som gået hypokondri i mig: Der er nu sår på venstre fod (Jeg fik amputeret lilletåen på højre fod for 2½ måned siden) Jeg er meget oppustet pt, og har en underlig stor knude under min store mave. Mit blodtryk er meget for højt 185/ 95

Og derud over er der selvfølgelig alt det jeg virkelig fejler: Type 1 diabetes, PCO, mega overvægtig og selvfølgelig min autisme/ aspergersyndrom.


Men jeg har ikke råd til at græde. For hvem samler Pernille op?? Hvem giver mig en god skulder, så jeg kan hulke løs, mens vedkomemnde passer på hele verden for mig??