15-04-2016

Stress

Sidst jeg var til kontrol med min diabetes nævnte lægen, at min massive overvægt kunne skyldes hormonforstyrrelse, så jeg fik taget flere blodprøver over 2 dage. Svaret er kommet nu: Ingen hormonforstyrrelse umiddelbart. Godt og skidt.

Godt fordi så er der én mindre diagnose.

Skidt: Fordi så kan jeg ikke bruge den undskyldning.

 

Jeg tror, at min overvægt osv. kan skyldes at jeg er mere eller mindre konstant stresset(??) Hele tiden prøver jeg at lære at forstå verden og mine omgivelser. Når jeg ser film og tv-serier lægger jeg meget mærke til hvordan personerne agerer, og får ideer til hvordan jeg måske så kan opføre mig ude i verden. Desværre viser det sig rigtig ofte, at heller ikke dette kan bruges.

Det er lige så nemt at pisse folk af på den måde. Og jeg skal også huske at intet er statisk. Og der skal så lidt til for at ændre både min, din og alle verden og forhold.

 

Jeg husker tydeligt en episode fra min barndom. Jeg var cirka 4 år. Jeg var blevet gal på min fru moder, og råbte at jeg ville bo hos min fader. Straks pakkede min fru moder en kuffert med lidt tøj og min bamse, smed mig ud i opgangen, og sagde farvel. Efter at ha' grædt og hylet længe (Som jeg husker det) blev jeg lukket ind, og fik at vide, at hvis jeg nogensinde sagde noget lign igen eller undsagde hende (Det ord Undsagde hænger ved) Så ville hun aldrig nogensinde henvende sig igen. Så var det færdigt og lukket for altid. Jeg tvivlede aldrig på det.

Og ganske rigtigt, da jeg i en periode havde rigtigt meget at tænke på: Min kæreste, vores sted vi boede, mit helbred og begyndende problemer med mine øjne og synet, bad jeg hende om lidt plads (Jeg havde også skændtes med hende mand og det var det jeg ikke lige overkom at få ordnet) Siden har jeg så at sige ikke hørt fra hende eller min broder.

Alt kontakt er sluttet!! Der skal så lidt til.

At jeg så selv mener nu at det er bedst som det er, er en helt anden historie, som jeg måske fortæller en dag.

 

Tilbage til stress: Jeg har så svært ved at greje verden og er så bange konstant for at gøre noget forkert. Samtidig med at jeg ikke vil begrænses eller leve i angst for at miste. Ambivalent?? Jeg tror det.

 

For godt et år siden prøvede jeg at tage kontakt til min biologiske fader. Jeg har ikke set eller talt med ham i næsten 30 år, og tænkte at det måske snart kunne være for sent. Han fyldte 70 i oktober. Jge skrev et kort brev, både for ikke at udlevere mig selv for meget, men også for at han skulle ha' mulighed for at vende ryggen til uden følelsen af skyld.

Han svarede aldrig. Til hans fødselsdag sendte jeg dog en sms for at lykønske ham (Jeg var indlagt på Esbjerg sygehus og skulle opereres, derfor intet fødselsdagskort)

 

 

 

 

Så jeg må passe godt på dem, jeg har i mit liv. Dem?? 1. 2. mange.............

Jeg kan mærke hvor forsigtig og nærmest krybende jeg bliver, hvis jeg tror, eller VED, at jeg har sagt noget der kan misforstås, eller noget jeg har misforstået eller hvis jeg bliver for ivrig eller frustreret. Det er ikke så længe siden at det var ved at gå galt.

Så hellere isolere mig endnu mere. Min egen verden kender jeg. Tror jeg...............

 

Min nye bostøtte tror jeg, at jeg kan lære meget af. Nærmest alt jeg tror, jeg ved noget om, stiller hun spørgsmål ved. Hvis det er noget der overrasker mig eller som jeg ikke forstår, er bare mig der er forkert. Fordi det hedder noget bestemt, gør ikke at det så også skal følge reglerne eller forventningerne.
Måske det kan lære mig at lytte mere, lade være med at jeg tror, at jeg ved meget, og være lidt mere ydmyg.

 

Det minder lidt om da jeg for mange mange år siden gik i børnehaveklasse. Skolen hed Lundebjergskolen i Skovlunde. Den var lige som delt op i en afdeling for de mindre klasser og en afdeling for de store klasser. En dag havde klassen været ovre i den store afdeling, og da vi er på vej tilbage til vores del, sagde vores lærerinde en besked, som jeg valgte at råbe ned til de bagerste elever. Som tak smækkede en klasse ”kammerat” sin skoletaske lige i sylten på mig, så jeg fik blodtud og bed mig i læben. Så lærte jeg det.......... til en grænse. Jeg husker mig mest som klodset, forvirret, naiv og lidt egn. Og jeg kom jævnligt galt afsted på den måde. Og skilte mig ret meget ud. Desværre var jeg ikke samtidig et charmerende eller smukt barn. Som 9 årig var jeg 173 cm høj og let buttet, så jeg blev opfattet som langt ældre end jeg var og fik samtidig ofte det samme ansvar, som en der var langt ældre end mig.
Da min fru moder giftede sig med ham hun stadig er gift med, var jeg 10 år. Og en af hendes mands venner flirtede vildt med mig, og lagde lidt op til mig. Jeg var selvfølgelig ret forvirret og prøvede at undgå ham til sidst. Indtil min fru moder opdagede var der skete, og trak ham til side, og fortalte at jeg var et barn. Han var helt sikker på, at jeg var mindst 16 år.

 

En meget meget forvirrende verden!!