23-05-2016

Min fru moders historie


Med forbehold for min hukommelse og manglende viden

 

Historien starter på Fyn. Norma og Karl var forelsket. Lige fra de nåede skelsår og alder var de kærester. Men efter skolen ville Karl holde en pause. Han ville være sikker på at Norma var Kvinden for ham!! 

Fuld af kærestesorg og skuffelse rejste Norma til Bornholm. Hvad hendes planer var, står hen i det uvisse. Dette er lige efter krigen, men hvor Bornholm stadig er besat af russerne.

Det eneste man ved om hvad Norma lavede, var at dyrke sport. Blandt andet sammen med nogen russiske soldater??

En af disse soldater var Alexandrov(??) Høj og flot. En aften kom han for sent til sidste bus (Tog??) og måtte overnatte ved Norma.
Det eneste vi ved om Alexandrov: Han var af sigøjner-slægt.

Efter bemeldte nat forsvinder Alexandrov for altid. Da Norma opdagede at hun er gravid henvender hun sig til kasernen, men får at vide at Alexandrov er sendt i fangelejr, for ikke at ha' overnattet på kasernen den berømte nat.

Norma rejser hjem til Fyn, usikker på hvad hun vil gøre. Hun betror sig til en veninde, der hjælper hende med at finde en adresse i København. Et sted for kvinder, der er kommet uheldigt afsted.
Her møder hun stedets læge: Axel O Hansen (Kendt indenfor naturmedicin)

D 31 juli '46 nedkom Norma på Rigshospitalet, og 10 dage senere afleverede hun barnet til bortadoption. 

Derefter rejste hun igen hjem til Fyn. Hun fortalte aldrig sine forældre eller bror om hendes datter.

Planen var nu at rejse til USA for at søge lykken, men inden møder hun Karl en aften til en fest. Karl erklære at Norma var kvinden for ham. Hun betror ham at hun i mellemtiden har fået en fortid, men Karl vil stadig giftes. 

I flg historien gjorde parret et par forsøg på at finde barnet, men måtte opgive, da forældre dengang ikke havde nogen rettigheder overfor deres bortadopterede afkom. 

I mellem tiden er barnet blevet adopteret af dr Axel O Hansen. Den gode doktor havde vist pænt svært ved at beholde bukserne på, i kvinders selskab, og hans kone havde vist stillet ham en stol for døren. For at mildne hende adopterede han et barn til hende. Ja, du har gættet det: Min fru moder. 

De første 9-10 år gik det fint. Min fru moder var et elsket barn. Udover at hun var meget syg på et tidspunkt. I starten af 1950'erne var der en epidemi af polio, hvor mange især børn blev ramt. 

Adoptivmors helse haltede også. Hun havde svær diabetes, som den gode doktor behandlede med masser af juice og døde kort inden min fru moder fyldte 10 år(Mord??)

Min fru moder fik først at vide at hendes adoptivmor var død flere uger efter begravelsen. 

Kort efter giftede Axel sig med en ung kvinde på 19 år: Ruth. 

Nu begyndte et helt andet kapitel for min fru moder: Ruth kunne ikke fordrage dette barn. Da min fru moder fyldte 11 år måtte hun flytte ned i et skur i baghaven. Og kun komme op til boligen for at hjælpe med at gøre rent, og senere at passe Axel og Ruths barn.

Samtidig fik min fru moder næsten dagligt tæv at Axel: Med spanskrør, ledninger, bøjler, pisk og hvad der lige var ved hånden. Bagefter fik Axel altid dårlig samvittighed, og betalte sig fra sin skyld med store lommepenge, nyt tøj osv. 

Flere gange blev hun smidt ud hjemmefra og måtte bo rundt omkring hos venner og bekendte, inden hun blev taget til nåde og fik lov at flytte hjem igen. 

Lang historie kort: Da hun var 20 år mødte hun min biologiske fader: Kjeld. Hans hænder sad også løst, men det var min fru moder jo vant til hjemmefra, og med en ægtemand så hun muligheden for for alvor at rive sig løs fra barndomshjemmet.

Dengang i 1960'erne skulle man vente barn for at kunne få en lejlighed, så jeg så dagens lys. 

Selvom Kjeld stadig tævede min fru moder, så slog han aldrig os børn (Min broder kom 3½ år efter mig) Kun én gang har jeg fået smæk, og det var absolut min egen skyld :D

Kjeld havde fået nylakeret sin ford capri, og jeg brugte, som 4 årig, min blyant til at ridse hans nummerplade ind i bagsmækken. Det blev han ikke så begejstret for. Så jeg fik smæk og blev lagt i seng. 

Desværre var Kjeld ikke genert over, at han kunne tæve sin kone, så min bror og jeg overværede en pæn del af gangene. 

Nå, men de blev skilt da jeg var 6 år. 

Min fru moder havde så lidt forskellige kærester og elskere, og mødte så hendes mand (Dengang kommende mand) da jeg var 9 år. Udover at jeg i dag HADER ham, så har han været god for min fru moder: Han har aldrig slået hende. Aldrig. Og har langt hen ad vejen ladet hende være dominerende (Nej, det betyder ikke at hun har tævet ham)

Desværre var han kun hendes mand, og gjorde ikke et forsøg på at være i en faders sted for især mig, men også min broder. 

Jeg glemte at nævne at Axel døde kort efter min fødsel, og at min fru moder ikke arvede noget som helst efter ham. Ruth var snu. 

Årene gik og da min fru moder fyldte 40 år forslog jeg hende, at hun prøvede at finde sin rigtige moder. Efter at ha' udfyldt en del papirer fandt hun så adressen: Norma boede stadig på Fyn. 

Min fru moder skrev et langt brev, og ventede så nervøst på svar.

I brevet havde hun givet mulighed for at der ikke skulle være kontakt, hvis det var det Norma ville. Måske vidste hendes familie ikke noget osv. 

Men svar kom næsten med det samme.

Norma havde i alle årene jævnligt tænkt på sin datter. Men nok mere forstillet sig en prinsesse. Et barn, der var vokset op i en priviligeret familie med masser af kærlighed og overskud. Et smukt barn uden ar på sjæl og legeme. 

Norma og Karl havde fået 2 børn sammen: En dreng og en pige. Den ene med god uddannelse og den anden med eget firma.

Min fru moder uden uddannelse, en mand uden uddannelse, og 2 børn med problemer. 

Men min fru moder var begejstret. Hun slap alle hæmninger: Endelig havde hun sin helt egen mor. En mor, der ville elske sit barn uden forbehold. Hun skrev lange breve, ringede tit. Næsten som var hun forelsket (Ment meget pænt) Hun kaldte Norma for søde lille mor. Hun betroede sig. Og elskede uden forbehold........... Desværre, for det endte grimt. 

Min udgave: I alle de år havde Karl jævnligt hånet Norma for at være umoralsk. Skoset hende, og truet med at fortælle det til Normas forældre.

Karl var heller ikke så sød ved min fru moder. Og drillede jævnligt min fru moders mand, med at han var under tøflen, og at han skulle sætte min fru moder på plads. 

Efter at vi havde kendt dem i 3-4 år kom de på besøg i en forlænget weekend. Min fru moder gjorde sig stor umage. Havde spurgt ind til Karls livretter, for at tækkes ham, og måske blive ven med ham. Hun købte det bedste kød, de bedste drikke vare og var bare sød. Men Karls kritiserede alt: Bøffen var stegt forkert, løgene var forkerte. Pludselig ville han ha' rå løg til bøffen. Så havde han spist en pølse ved forboldkampen, så han kunne absolut ikke spise noget af oksestegen osv. 

Ved morgenmaden søndag morgen var kaffen noget møg, rundstykkerne var noget skidt og ”man spiser da ikke kødpålæg på rundstykker søndag morgen” Til sidst mistede min fru moder tålmodigheden og spurgte hvad er var i vejen. Så blev han fornærmet, hankede op i sin kone, og så skred de, og vi så dem aldrig mere. 

Min fru moder græd meget og skrev så et langt brev og undskyldte mange gange. Norma svarede tilbage: At hun mente at det var bedst med en pause uden kontakt, at hun var skuffet over vores liv, og den måde vi alle boede på. 

Lyset blev slukket i min fru moders øje, og hun trak sig langt væk fra alt. 

Efter hun blev skilt fra min biologiske fader havde hun stadig kontakt til hans familie. Vi så jævnligt onkel Helge og tante Tove og deres børn. Besøgte dem i deres sommerhus osv. Vi så ofte Ulla og Jan og deltog i deres familiefester. Vi så lidt til onkel Jan og Maibritt (Maibritt var min fru moders gamle kollega og veninde)

Vi besøgte endda ofte farmor, selvom hun var mere farmor for alle de andre børnebørn. 

Min fru moder og hendes mand spillede også kort med Kirsten og Jørgen, nogen venner de havde fundet via min broders børnehave. 

Men efter det med min mormor så blev alle bånd mere eller mindre klippet over. 

Så vidt jeg ved har min fru moder intet i dag. Dvs hun har stadig sin mand, min broder og hans børn. 

Jeg elsker hende selvfølgelig stadig. Men der er sket meget, og jeg vil aldrig kunne tilgive hendes mand. Jeg tro af et ærligt hjerte, at det er bedst på denne måde. Altså at vi ikke ses, og ikke er en del af hinandens liv. 

Dette er min fru moders historie. Hun fylder snart 70 år.