16-07-2016

Tanker om glæde

Jeg kan blive rørt og genert og rørt, hvis jeg ser en person bestille fx en is. Jeg bliver rørt ved tanken at personen står og vælger mellem de smage vedkommende kan lide. At vedkommen glæder sig selv på denne måde. Jeg bliver endnu mere rørt og genert, når jeg så ser personen spise sin is. Det er noget meget privat at nyde. Især i offentligheden. Personen sidder i sine egne tanker. Vender og drejer isen. Nyder smagen og oplevelsen.

Min egen glæde er meget personlig. Og jeg får ofte dårlig samvittighed, hvis jeg har givet slip, og offentligt har vist min glæde. 

Sådan har jeg vist altid haft det. Især min biologiske fader var god til at dunke en oven i hovedet eller gøre en til grin, hvis man har givet los. Hna boede på en gård i MidtJylland, mens jeg boede ved min fru moder i Kbh. Et par gange om året var min broder og jeg, og nogen gange hver for sig, på besøg i det jyske.
Enten kørte vi selv den lange tur i tog (Det tog vel 4½-5 timer den gang) Eller min fader hente mig i Kbh. 
Det var længe før Storebæltsbroen, så vi sejlede. Enten Korsør Nyborg eller Kalundborg Juelsminde. En sjælden gang blev man diveteret med frokost. Ellers måtte man vente til vi var fremme. Ingen madpakke, ingen drikkevare eller lidt lækkert.
Jeg husker en særlig gang. Jeg havde fået lommepenge med fra min fru moder. Så jeg ville glæde min fader, og købe lidt slik i kiosken, som vi kunne hygge os med. Jeg avr så glad og stolt, da jeg viste min fader posen. Hvorpå han så åbnede handskerummet, hvor der lå nogen karamelstænger. Og han sagde hånligt: "Det var hvad jeg havde med til dig, men når det ikke er godt nok, så gemmer jeg det til mig selv." Og han nægtede så at røre ved det jeg havde købt.

Og jeg købte aldrig slik siden, når han var i nærheden.

Egentlig passede han godt til min fru moder (Pånær det med, at han brugte hende som bokseboldKan ikke li')
Min fru moder var aupair i London i '62-'63 Og hendes nye mand havde boet i Canada som barn, så de var begge rigtig gode til engelsk. 
Jeg var hurtig til at lære at læse og regne, men sprog-koden havde jeg meget svært ved at knække.
Min fru moder og hendes mand ville rigtig gerne hjælpe mig med lektier, når det handlede om engelsk. Især oplæsning, hvor de begge gjorde en dyd ud af at grine af min udtale, og indbyrdes tale om, at jeg "talte med kartofler i munden" Og at det lød helt forkert. Så selvtilliden rød helt i bund. Trods dem, så bestod jeg 10 kl engelsk med et 9 tal (Den gamle 13 skala) og det samme på HF

Men min selvtillid når der skal tales engelsk er lav med lav på. Især hvis det er i selskab med danskere. Er jeg alene med en englænder, så går det en del bedre. For ikke at sige meget bedre. Jeg har været i London 2 gange helt alene, og har da både debateret lady Dianas død og højrekørsel vs venstrekørsel. 

Jeg sidder og tænker på at hele min barndom, ungdom og voksendom handler om vrede og straf. Jeg måtte melde fra til min broders trillingers dåb, da jeg på ingen måde havde råd til rejsen til Kbh og overnatning. Som straf har jeg hverken måtte se dåbskjolerne eller billeder fra dåben.

Men for at vende tilbage til emnet. Glæde er noget man skal passe på. For man åbner op for sin egen sårbarhed. Og det har jeg ikke råd til.