11-08-2016

Forelsket??

I forgårs mødte jeg en mand. En sød og venlig og sjov mand.

Jeg har tænkt en del på ham lige siden. Og jeg føler mig faktisk lidt forelsket!!

En dejlig følelse. Jeg ville gerne møde ham igen. Lære ham rigtig at kende. Mærke hans arme omkring mig.

Hvis det ikke lige var fordi, jeg aldrig kommer til at se ham igen, og at jeg er damage good. 

Tirsdag var jeg i Sønderborg til tjek af øjnene, og blev kørt af flextrafik.
Og det er chaufføren på hjemvejen, jeg tænker så meget på. 

Vi talte og talte og snakkede og grinede og lidt småflirt og smiger. Og talte lidt mere. Selvom turen tager godt en time, så gik det alt for hurtigt. 

Men............... selvom jeg skulle møde ham igen, eller at interessen var gensidig, så nytter det ikke. Jeg kan ikke byde en mand det her. Ikke så meget mit udseende, men min krøllede hjerne. Mine følelser, mit misbrug, min fortid.

Når jeg ikke engang kan holde fast eller i det mindste få venner, så kan jeg ikke drage en mand ind i det her liv. Det er stadig svært nok at tænke på at jeg tør tage på højskole. Jeg lider som sådan ikke af angst, men tanken på hvor hurtig folk føler, at jeg er arrogant eller har for meget selvtillid, at mine tanker driver folk fra mig..........

Desuden vil jeg aldrig turde erklære mine følelser eller min kærlighed. Ikke så meget fordi jeg frygter at blive afvist, men frygten for at læse medlidenhed i andres øjne.

Eller at udenforstående opdager de følelser, og bruger dem til at nedgøre mig (Tak far!! for den frygt) 

Nåh, men derfor kan jeg jo godt nyde følelserne. Tænke hvordan det kunne ha' været. Lade som om at jeg er et helt almindeligt menneske, der har lov til at føle sig elsket uden betingelser.