19-04-2017

Venskab

Jeg er lidt rundt på gulvet pt. Og meget eftertænksom.
Min bedsteste bedste ven har forladt mig........Trist

Vi har været venner i små 6 år............. Han har også sit at tumle med. Og diverse psykiske udfordringer. Og jævnligt rammes han af lavt selvværd, så jeg har flere gange fået forbud mod at rose ham for meget. Ikke nok med at jeg er stor, som en elefant, men jeg husker også som en elefant, så dette har jeg altid i baghovedet.

Han har hjulpet utroligt meget med indkøb, hjælp med persienner og endda gået tur med mig. Han har reddet mit liv, og bare været der, når jeg havde brug for det.
Jeg har virkelig prøvet at gøre mig umage for at vide HVOR meget jeg satte pris på disse ting. Købt gaver ind i mellem, bedt ham tage penge for at hjælpe osv. Og selvfølgelig takket oprigtigt mange gange.
Men i takt med at han fandt sit livs kærlighed sidste år, så har han også fået med og mere selvtillid.

I forbindelse med, at jeg har spurgt om hjælp, har jeg ALTID sagt at man bare kan sige fra, uden at jeg bliver sur eller negativ. 

For 4-5 uger siden havde vi så en aftale om at han skulle hente nogen ting for mig, og så skulle vi en tur sammen end i Aldi.
Men først ville han meget overraskende tale.......... At jeg ofte bad ham om at købe ting ind, som var ret tunge. At jeg var begyndt at tage ham for givet, og ikke satte pris nok på ham. Og at vores venskab ville ændre sig fra nu af. 

Jeg blev meget ked og også ret overrasket. Selvom vi havde talt sammen både onsdag, torsdag og fredag uden at der var noget som helst, så var der altså en masse galt lørdag. Siden har vi ikke set hinanden.

Jeg har fortalt HVOR ked jeg er. At det aldrig har været meningen at tage ham for givet. Og hvor megen pris jeg altid har sat på ham. Men også, at jeg er ked over, at han sådan havde samlet negative ting sammen, og gået og gemt på dem. 

Vi fik så talt ud om de ting en lille uge senere, men....... alt er ændret. Skriver jeg direkte til ham på Skype eller Facebook så svarer han eller griner over sjove ting jeg deler direkte. Men kun meget meget få af mine opslag bliver der reageret på. Han fortæller heller ikke om sit liv og oplevelser mere.

Så min allerbedsteste bedste ven er frivilligt kravlet helt ned til at være knapt en ven. Nærmest kun bekendtskab. Og selvfølgelig er hans kæreste kravlet med derned. 

Og jeg bestiller ikke andet end at slå mig selv oven i hovedet. Hvorfor var jeg ikke mere opmærksom på at han har ændre sig. At han er meget mere positiv og strutter af glæde og selvtillid. 

Og selvom han har været MIN allerbedsteste bedste ven, så har jeg ikke været hans allerbedsteste bedste ven. Og det er vel egentligt også et enormt pres, at lægge på en anden persons skuldre. At vise sin ensomhed på den måde. Så folk skal kæmpe med deres samvittighed, hvis de gerne vil videre eller ud af det pres. 

Kigger jeg tilbage på hele mit liv, så er det en ting der gentager sig......... Det er yderst svært for mig at finde en ven, og når det så sker, så holder det ikke mange år........ Jeg ved ikke altid hvorfor. Men det handler nok om, at jeg er for krævende, at jeg ikke er god til at skelne grænser, at jeg tager ting for givet. Og måske at jeg giver for lidt, eller alt for meget af mig selv. At jeg simpelthen lægger for stort et pres på andreBlinker