19-04-2017

Ensom??

Hulkeindlæg........... Snøft, hvor er det synd for mig. 

Jeg fik en ny bostøtte, Jytte, her nogen måneder siden. Hun har taget nogen kurser om autister og Asperger, så hun skulle være klædt nogenlunde på til en person, som jeg............. men........ fra start mente hun slet ikke at jeg kunne være autist/ Asperger. Hun kunne ikke ”se” det på mig.
Hun har fået besked fra visitationen om hvad vi skulle lave herhjemme. Hvad jeg havde behov for af støtte. Men vi kommer ikke så langt. Ikke altid at jeg er motiveret eller orker de ting....... 

Hun tog så sin mentor med i går. En kvinde, der er uddannet indenfor psykiatrien med specialle i Autister og Aspergere. Jeg har desværre glemt hvad hun hedder. Så lad os kalde hende for X (Det lyder også lidt spændende)

X var sød, og spurgte og talte og forklarede. Hun var heller ikke sikker på det med asperger, og så vidt jeg forstod, så er den diagnose heller ikke skrevet ned nogen steder??? 

Vi talte lidt om min barndom, min familie osv.............. og så gav hun mig empati og medfølelse, hvilket jeg slet ikke kan ha'. Så får jeg bare lyst til at græde, og det har jeg ikke råd til.
Men lige i dag må I, mine evt læsere, lige lege ventil.........

Da jeg var omkring 4 år skændtes jeg en dag med min fru moder, og jeg sagde, at jeg ville bo hos min fader. Min fru moder pakkede en kuffert, og smed mig udenfor døren. Så kunne jeg da bare rejse. Jeg græd og tryglede om at måtte komme ind igen. Og min fru moder sagde, at hvis jeg nogensinde undsagde hende eller truede med at ville flytte, så ville hun aldrig nogensinde opsøge mig igen. Og det viser sig også at være sandt. Da jeg satte spørgsmål ved hendes mand og kort efter bad om ikke at blive kontaktet et stykke tid, så var det det. Jeg har ikke set eller hørt fra hende i 13-14 år nu (Grunden til at jeg bad om fred et stykke tid, var at jeg havde fået min første blødning i øjet. Så jeg skulle både stresse ned, så risikoen for flere blødninger blev sænket. Og så skulle jeg vænne mig til tanken om at jeg måske snart blev blind)

Nogen år senere spurgte jeg min biologiske fader, om jeg måtte flytte over til ham (Han boede på landet og havde heste og hunde og masser af plads) Han afviste tanken. Jeg så ham sporadisk gennem min barndom og talte sidst med ham for 30 år siden. Jeg prøvede at tage kontakt til ham for 2 år siden......... men han svarede mig aldrig. 

Min fru moder mødte en ny mand, da jeg var 9 år. Han var flink nok, men var kun min moders mand. Aldrig vores reservefar eller lignende. Og ofte opførte han sig ret barnligt. Men det var forbudt at klage over ham. Jeg fik type 1 diabetes som 12 årig. Men ingen støtte fra især ham. Dengang skulle man mærke efter, om man havde lavt eller højt blodsukker. Ellers kunne det kun tjekkes på ambulatoriet. Når jeg klagede over lavtblodsukker på både min moders mand og min bror finde på at sige, at jeg skabte mig, og jeg kun gjorde det for at få medlidenhed eller opmærksomhed.
Når der skulle hygges lørdag aften, skulle der købes slik. Det var altid min moders mand der gik over til slikbutikken for at købe 3 ens poser slik (Til ham, min bror og min moder) Jeg bad altid om 2 æsker sukkerfri lakrids. Bare IKKE gul Gajol (Som jeg dog elsker i dag) Og det var sikkert, som amen i kirken, 90 % af gangene havde han 2 æsker gul Gajol med hjem til mig. Men, der måtte ikke klages. Eller tilbydes at gå med for at handle, eller handle alene (Stolede jeg måske ikke på hendes mand??) Og sådan kunne jeg blive ved og ved med, at fortælle hvor meget han gjorde ud af, at være hendes mand, men på ingen måde min ven. Og så slem var jeg altså ikke....... ærligt. Og egentligt underligt for vi havde faktisk mange fælles interesser. Jeg samlede også på frimærker. Og jeg har altid været historisk interesseret, og kommet meget på de københavnske museer. Og læst en del om de kongelige og adelige op gennem den danske historie. Men jeg tror ikke, at han kunne lide, at jeg faktisk vidste noget om emnet.
Men igen....... jeg ved det ikke. Som det meste andet i mit liv, så gætter jeg mig frem til folks motiver og grunde. Især til de ting jeg bare ikke forstår. 

Min fru moder er adopteret. Da hun fyldte 40 år, opfordrede jeg hende til at opsøge sin biologiske moder. Det godt godt i starten. Men så ramte virkeligheden. Min såkaldte mormor kunne ikke acceptere vores liv. Og mangel på succes. Så efter få år, skrev hun et brev til min fra moder, og frabad sig al samvær og henvendelse. Mega meget synd for især min moder. Grusomt at blive forladt 2 gange af sin egen moder. Og også synd for os, der mistede en mormor. Vi var ikek gode nok.

Min faders familie havde vi pænt kontakt til op gennem vores barndom. Omend vi var lidt ildeset. Min moder var trods alt blevet skilt. Så vi var ikke rigtig børnebørn. Min farmor syede gerne tøj til mine kusiner, passede dem i flere timer og bagte med dem. Ingen af disse ting overgik mig og min broder. Jeg besøgte dog farmor jævnligt.

Min moder og hendes mand spillede jævnligt kort med min onkel og hans kone. Og vi sås med en grandkusine og hendes mand (Alt sammen på min faders side, da min moder intet familie har. Heller ikke fra sin adoptivfamilie)

Men så skete der 2 ting: Min moder bad min onkel og min grandkusine om de ville kautionere for et banklån. Det var de ikke meget for, men gjorde det alligevel. Såvidt jeg ved blev lånet fint overholdt, men der var alligevel overtrådt et par grænser.
Den anden ting der skete: Som skrevet, så var kontakten til vores farmor ikke tæt. Hun kritiserede os gerne. Så ringer hun en dag, kort før jul, for at spørge om vi kom over for at hente vores julegave. Men min bror råbte i baggrunden (Mig der havde svaret telefonen) at han fanden dælme ikke ville modtage noget fra den heks. Og min moder sagde højlydt, at så skulle han heller ikke tvinges. Jeg vælger så at cykle derover alligevel. Jeg sagde, at vi hellere ville ha' en god farmor, end gaver. Og at min broder var meget opkørt. Så begyndte farmor at græde, og jeg sagde hårdt, at det gad jeg ikke kigge på. Og så kørte jeg hjem igen.

Siden mødte jeg kun min farmor kort på gaden 2-3 gange. Og vi blev selvfølgelig ikke inviteret til hendes 70 års fødselsdag. Og vi har ikke haft kontakt til noget som helst familie siden.

Jeg har dog fundet lidt på facebook inden for de senere år. Men kun sådan på overfladisk hilsen. 

Troels, min mand, døde så for 10 år siden. Men hans brødre har jeg så heller ikke nogen kontakt til i dag. Jeg skal dog se om jeg kan finde den ene. Da vi skal ha' talt om hvad vi gør med gravstedet her til november. Om det skal nedlægges eller om de vil være med til at betale for en rum tid igen. 

Så ja, i dag har jeg ikke nogen. Intet familie, ingen kærlighed og slet ingen bare lidt tætte venner. 

Jeg kan bare ikke finde ud af den slags. Og jeg vil ikke tigge........

I Tv-serien House, siger House altid: Everybody lies!!
Allersidste afsnit hedder: Everybody dies!!

Mit afsnit burde hedde: Everybode leaves!!