22-04-2017

10 år siden at jeg blev enke......

Så kom dagen, som jeg har frygtet så længe: I dag er det præcis 10 år siden at jeg mistede min mand. 
Noget husker jeg tydeligt og andet har jeg helt glemt.
Jeg var blevet opereret en måned forinden, og sov derfor i stuen, da vi havde en pænt høj sovesofa, som jeg nemmere kunne komme op af.
Aften forinden var en lørdag. Og den sidste nyhed Troels modtog var, at kronprinsesse Mary havde født en lille pige.
Omkring midnat går vi så begge i seng, men hver for sig.
Søndag står jeg op midt på formiddagen, kommer i tøjet og vil lufte Max-gravhund, der ligger inde ved Troels. 
Der var helt stille........ og allerede inden jeg rørte ved Troels kunne jeg se det på Max, som lå helt tæt på min mand....... som om han prøvede at varme Troels op.
Jeg ringede straks 112....... hun bad mig blive i telefonen, men jeg lagde på..... jeg skulle ha' noget tøj på, og lukket Max væk (Han var ikke altid glad ved fremmede mennesker) Så gik jeg indtil naboen og sagde, hvad der var sket. Naboen gik med mig tilbage og kunne bare konfirmere, at Troels var døde.
Politiet og ambulancen dukkede op på samme tid.

Mens jeg talte med betjenten i stuen, tog redderne sig af Troels. Betjenten opfordrede mig til at ringe efter een, der måske kunen støtte mig lidt. Så jeg kontaktede en gammel veninde af Troels, som kom med det samme.
Så ringede jeg til Troels' yngste bror. Og fik fortalt om Troels på en ikke helt pæn måde (Hvilket jeg inderligt har fortrudt siden)
Han kom også straks.

Da redderne var færdige med at undersøge Troels, kørte de ham ud på sygehuset. Jeg kunne slet ikke overskue, at skulle ha' liget herhjemme. Broderen tog så Max-gravhund med hjem, og Troels' gamle veninde tog mig med hjem, hvor jeg var et par dage, mens jeg fik talt med begravelsesfirmaet, og taget stilling til farver og om brænding osv.

De næste dage gik jeg som en en glasboble. Jeg fik skilt sengen ad, så den kunne smides ud..........

Torsdagaften kom Søren så hele vejen fra Kbh, for at være med til begravelsen fredag. Jeg var meget glad for hans støtte hele den dag.

Men lørdag brød jeg totalt sammen......... ledte efter piller i hele huset, for at se om jeg havde mange nok til at begå selvmord. Heldigvis fik jeg ringet til Troels' gamle veninde, som jeg mig kørt ud på psykiatrisk afdeling i Haderslev, hvor jeg så var indlagt i en lille måned.

Jeg savner Troels utroligt meget i dag. Ikke at vores forhold var perfekt. Der var meget jeg ikke forstod, og meget jeg ikke kunne forliges med........ meget af det fordi jeg ikke rigtig har været i et forhold før, men også min autisme.

Troels