17-06-2017

Rask???

Puha, jeg har det ikke godt for tiden.........

Lang historie kort...........

Min broder blev indlagt på børnepsyk da han var en 4-5 år gammel. Imens gik jeg i legeterapi (Tror jeg det hed) Foran en terapeut/ psykolog skulle jeg lege. Hun havde både dukker, et dukkehus og en sandkasse.
Og min fru moder talte vist med en psykolog på samme tid.

Min broder blev uskrevet efter et par år (??) og sensommer '77 blev jeg så indlagt på børnepsyk. Udover en del konflikter, blev jeg i stedet overført til behandlingshjem (Vist mest for utilpassede børn og unge)
Sommeren '78 kom jeg så hjem og tilbage til min gamle skole.
Jeg ved ikke, om jeg fik en diagnose (Asperger blev først "opfundet" i 1983)

Pånær jeg aldrig havde ret mange venner....... max 2 på een gang, så gik det vist meget godt........
Først efter folkeskolen begyndte jeg, at få personlige problemer og lidt depression.

Jeg gik on/ off til psykiater og psykolog i kortere perisoder.
1993 blev jeg så tilbudt gruppe-terapi. Efter 3 gange fik jeg i stedet en fast psykolog, som jeg talte med een gang om ugen i 1 års tid.
Hun kom efterhånden frem til, at jeg var massiv personlighedsforstyrret.
Da hun fik nyt job, stoppede jeg med terapi.

Siden har jeg klaret mig på bedste beskub. På et tidspunkt i midt 90'erne var jeg med i et lille forsøg om perikum og depression (Ved en let depression kan jeg godt anbefale perikum. Jeg kunne virkelig mærke forskel ved blindtest)
Jeg havde dog en størere depression, så siden har jeg fast fået psykofarmika med depression.

Jeg mødte Troels i 2001, og var sammen med ham indtil han døde pludselig i 2007

Dagen efter begravelsen prøvede jeg et lille forsøg på selvmord. Og jeg blev så indlagt i 30 dage på psykiatrisk hospital. Efter flere samtaler med diverse behandlere kom de frem til at jeg var borderline (Grænsepsykotisk) Så efter indlæggelsen kom jeg med på et DATteam (En slags gruppe terapi for folk med borderline-diagnose) Jeg følte mig ikke rigtig hjemme.

Jeg havde engang i 2005-06 læst om en mand med asperger-diagnosen. Og mens jeg læste, følte jeg, at han skrev om mig og mine tanker og følelser.

Jeg fik så en lang samtale med overlægen (Laurits Bjerre) på psyk Haderslev. Og han medgav mig, at det godt kunne være autisme/ asperger jeg havde.

Jeg har siden kommet jævnligt på en værested for voksne med en psykiskdiagnose. Og jævnligt har jeg fået bostøtte til at hjælpe med at få min hverdag til at fungere. Men på grund af nedskæringer osv så får man kun støtte i en kortere eller længere persiode.

Sidste år gik jeg så til samtaleterapi hos en ergoterapeut YY (Som jeg også talte en del med lige efter Troels' død og på DAT-programmet) ude på psyk, men igen på grund af ændringer og nedskærinnger osv, kunne de kun tilbyde en "pakke" på 10 samtaler. Jeg havde håbet, at de havde en slags kursus a la det med borderline, bare for aspergere i stedet. Det havde de ikke, og slet intet til den diagnose overhovedet. Den slags havde man ikek i Haderslev kommune.
Tilgengæld ville de gerne kigge på mit brug af sovemdicin. Og det skulle være her og nu!! Den ide var jeg slet ikke med på (Min søvn er SÅ vigtig for mig)

Så jeg stoppede på psyk igen.
I august 2016 ansatte Haderslev kommune så en "ekspert" inde for autisme og asperger-syndrom. Hvilket glædede mig meget. Denne person har så givet en god håndfuld bøsttere et kursus i at støtte og genkende og hjælpe autister og aspergere.

Så da jeg i vinters fandt noget energi, ansøgte jeg igen om en bostøtte, som måske kunne hjælpe/ støtte mig til at få et bedre overblik over mit liv og mit hjem.
En ergoperapeut LW som jeg har kendt af flere omgange siden Troels' død, og som er utrolig dygtig. Hun hjælper gerne og støtter gerne, men laver ikke tingene for dig. Hun har taget det kursus, så jeg håbede at få hende igen. Og fik det også stillet i udsigt, men jeg fik desværre JN i stedet.

JN er sikkert dyrgtig nok, men hun lagde ud med at fortælle, at hun slet ikke kunne se mig som asperger. Så jeg følte nærmest, at jeg skulle forsvare mig hele tiden, når hun var her.
For 1½ måneds tid siden var hun her så igen, og denne gang medbragte hun autist-eksperten. Jeg så så ikke JN i flere uger, da hun havde ferie og lignende. Men for en uge siden havde JN så lavet en tid ved mig, sammen med chefen for bostøtterne, da hverken JN eller eksperten kunne se diagnoser ved. Som i slet ikke nogen diagnoser.
Så i torsdag blev jeg helbredt. For asperger og autisme og for alt andet.

Jeg må indrømme, at jeg blev chokeret. Ikke fordi, at jeg VIL ha' en diagnose, men fordi.......... Damn, igen igen igen føler jeg mig som en hypokonder. Det vil selvfølgelig være skønt at være som alle andre. At kunne overskue en hverdag, overskue mig selv og overskue det hele.

Een af grundene til at JN og ekspert og chef og visitator holder på, at jeg er rask, er at der åbenbart ikke er noteret nogen som helst steder i mine papirer, at jeg har den og de diagnoser.

Igår fredag brugte det meste af dagen på at rode rundt på borger.dk og sundhed.dk, og det er sådan set rigtigt........ dvs at ved de samtaler jeg havde med YY, er der noteret at patienten (Mig) har svært ved at få verden til at fungere. Og så nævnes asperger jævnligt.

Tilgengæld kan jeg ikke finde journalen fra da jeg var indlagt på psyk i 2007. Og heller ikke nogen notater fra Laurits Bjerre. Så det er hvor jeg står..........

Jeg har fået fat på YY's arbejds nummer. Og jeg ved at Laurits Bjerre nu arbejder i Kolding, men....... Hvad kan jeg lige bruge det til??

Jeg er pt rundt på gulvet. Og ved ikke hvad jeg skal gøre.

Hvad kan jeg egentlig bruge en diagnose til?? Og især når den er modvilligt givet??

Det skal tilføjes at LW og min tidligere allerbedsteste bedste ven mente, at jeg nærmest var prototypen på en asperger. Sagt og ment kærligt.
Og når jeg selv læser om kendetegn så er det bare mig...... de fleste ting. Jeg ved godt, at vi alle har en rem af huden, men..........

Jeg har sovet det meste af lørdagen. Og når jeg er vågen er mit hoved forvirret. Jeg har også lidt selvmordstanker. Ikke på den måde, at jeg sidder med en kniv eller en dåse piller, men mere.......... Hvorfor skal alting være så svært?? Det ville være så meget nememre, at lægge sig til at sove, og ikke at vågne igen.......

Tak fordi du gad lytteHjerte