05-08-2017

Tak tak tak og rend og hop

Jeg er lidt trist i dag..... eller det har jeg været længe. Men noget gik op for mig for alvor i dag.

I 6 år har jeg haft en allerbedsteste bedste ven. Som jeg elskede højt, dybt og inderligt. Dog ikke romantisk. Jeg ville give min højre arm for ham. Og det lignede lidt at det var gengæld. Desværre var jeg ikke i en position så jeg kunne gøre noget fysisk: Handle ind for ham, tage ham med alle mulige steder. Give ham oplevelser. Jeg havde kun mig selv og håbede, at det var nok.
Jo, jeg passede hans katte et stykke tid, da han selv var indisponibel. Jeg prøvede at betale for den hjælp, jeg selv modtog. Jeg fandt på forskellige gaver. Men det var ikke nok...
Han købte tit ind for mig, gik en omvej for mig, hjælp med praktiske ting osv og jeg er ham evigt taknemmelig. 
Men jeg måtte ikke takke ham sagde han for nogen år siden. Så selvom det brændte i mig efter at takke, at jeg ikke følte at jeg viste min glæde godt nok osv. så var det ikke nok.

Jeg har undskyldt og tigget og bedt, men ingen kære mor.

Det har jeg efterhånden affundet mig med. Men nu opdager jeg så, at fælles venner ikke er mere venner end som så. 
Da min allerbedsteste bedste ven mistede hans aller allerbedsteste bedste ven tidligere på ugen, var ingen, som i overhovedet ingen interesseret i, at give mig chancen for også, at komme med nogen trøstende ord.

Så nu for I den tak, som I åbenbart også higer efter: Tak for ingenting!!😣😣😣