19-10-2017

Ros og at blive set....

Den svada er en kommentar til brugere og personale på Brugerhuset.....


At slå ned blandt en flok hunde.....
Ja, jeg kan lide ros. Og ja, jeg kan lide anerkendelse. Og nej, jeg gør ikke ting kun for ros og anerkendelse...... men i længden kører jeg træt uden ros.
Jeg kom tidligere på et værested her i byen....... og har skam også været glad for det, men efter at den store sparekniv fornogen år siden, slagtede 3 ud af 5 stillinger, så er det ikke sjovt mere. "Jamen, Pernille, så må du jo selv gøre noget for det", kan jeg høre folk hviske. Jep, men jeg kan ikke blive ved.
Jeg kom blandt gerne med forslag..... til udflugter med og uden personale. Fx at tage ud at spise sammen. Opslag, tage imod forslag til hvor vi skulle spise. Bestille bord. Kontakte folk, som måske ikke havde set opslaget. Sikre at alle vidste hvor man mødtes inden osv. I dag tager folk stadig ud og spiser. Men i små private grupper. Uden opslag og opfordringer til at nye og måske generte brugere også kan deltage.
Da jeg startede med at komme der, for godt 12 år siden, hvor der var fuldt personale, fik man ros for at hjælpe til. Især i køkkenet. Rengøring, lave kaffe, vaske op (Opvaskemaskine) sørge for frokost osv. Og 1 gang årligt blev der holdt en lille frokost gratis for de faste hjælpere (Y) Man blev altså set og anerkendt.
Pudse pudse glorie...... i et lille årstid hjalp jeg selv 3 gange om ugen med at smøre mindst 25 stykker smørrebrød og pyntede dem (Hjalp og hjalp, det var min opgave at lave de madder. Og ellers blev det ikke gjort de dage)
Og i samme øjeblik jeg startede Vinker gik man væk fra den årlige frokost, da det jo ikke var alle, der kunne hjælpe. Og de blev jo så forfordelt!!? I dag trues der jævnligt både til husmøder og om formiddagen, at hvis ingen hjælper, så er der ikke krokost eller lign, men det følges ikke i mål)
Og kort efter gik man over til at arrangere pålægget på fade, og så kunne folk selv smøre Kan li' Og jeg hjalp skam stadig gerne vil.....
Så kom den store fyringsrunde, og idag er der intet tilbage af det oprindelige personale. Og der har været mange udskiftninger. I dag er der så gået "Lilla ble i det" Sådan rigtig pædagogisk. Efter min mening, så er det især på grund af manglende støtte og tilstedeværelse af personale, er der megen sladder og konflikter brugerne i mellem. Og manglende opbakning til at løse konflikter. Fordi personalet har for travlt og har for mange opgaver.
Men nu er man så begyndt med små kort slået op på væggene rundt omkring, med sætninger som: Her taler vi pænt til hinanden. Og Her rydder vi selv op osv.
Og på næsten alle husmøder (En gang om måneden) opfordres der til at hjælpe til (Jeg har dog ikke været til husmøde siden sidste år, men jeg læser da referater) Men aldrig beskeder som "Hvor er det godt, at der hjælpes sådan til" "Hvor er det blevet godt at der tales pænt" Altså ros og ros og ros. Og anerkendelse....
I mange år har jeg været aktiv omkring Brugerbladet... men det forsvandt pludseligt. Jeg har så flere gange prøvet at få det igang igen, men ingen opbakning. Brugerhuset fik så ny ansat sidste år, og hun forslog så at Brugerhuset fik et brugerblad. Det blev vedtaget i vinters (Så nu har Kira æren af at ha' fået det igang) Jeg blev straks fyr og flamme. Meldte mig til at skrive. Fandt en del rundt omkring og skrev selv noget. Ringede til de 4 andre væresteder for at efterspørge indlæg. Hev fat i en gammel bruger, der før altid skrev lederen osv Hundsede med andre brugere og endelig langt om længe udkom bladet i september.
Udover de officielle opslag, som åbningstider og faste aktiviteter, så har ingen af de 4 andre væresteder skrevet noget som helst.
Jeg selv og redaktøren har glemt at undskrive flere indlæg og INGEN har kommenteret det på Brugerhusets egen facebookside. Andet end at det var udkommet.
I dag kom så referatet fra sidste husmøde. Der roses for forskellige aktiviteter og nævnes forskellige ting, der vil ske de næste måneder, med navn på arrangørerne.
Brugerbladet nævnes kort, som at det er udkommet. Og det var det!!!
Og så må jeg jo selv..... Så jeg skrev en stor ros til de andre bidragsydere. Og satte spørgsmålstegn ved hvorfor man ikke officielt roser bidragsydere på bladet.
Og læg så lige mærke til... Dem jeg roste, blev squ glade for rosen Kan
 li'
Tilgengæld gik vedkommende, der lagde referatet op i forsvarsposition Smiler stort "Jeg skrev kun hvad der stod i referatet!" Ja, og det roste jeg faktisk OGSÅ (Og den der bliver ramt hyler)
Spørgsmålet gik mere på Brugerrådet og personalet.
Men jeg er ude. Jeg gider ikke hundse og gøre mig umage, hvis ingen sætter pris på det :D
Desuden er der intet for mig i Brugerhuset mere: Jeg kan ikke klare turen derned, og stedet er ikke bygget til fysisk handicappede. Ingen spiller rigtig spil mere. Jeg er ikke til kaffe og jeg har ikke børnebørn at tale om. Jeg er måske arrogant, men der er ikke megen af deres snak jeg rigtig gider eller kan deltage i. Og min selvtillid omkring andre mennesker er meget lav pt.
Jamen, så er der jo Kreativ, Pernille. Øh ja..... Men som sædvanlig har jeg pisset en bruger af, og det er tilfældigvis vedkommende, der styrer det værksted, og det er ikke ret sjovt, hvis der er så stille, at man kan høre en symaskine falde til gulvet {#smileys123.tonqueout}
Så er der de andre væresteder i byen..... og de får måske en chance, når jeg er bedre gående igen....... for dyrt med taxa hvergang. Også selvom det er flextrafik.

Pudse pudse glorie: Sidst jeg fejrede rund føsdag havde jeg så lavet opslag og inviterede til åbent hus. Ret pænt besøg og fine gaver... men med en enkelt undtagelse er jeg aldrig selv blevet inviteret.

For nogen år siden inviterede jeg så kun 6 deltagere, jeg havde det godt med, og troede det var gengældt, til boller, lagkage og varm kakao. Igen... det var hyggeligt og fine gaver. Men ikke een invitation den anden vej. Ja, hvad kan du forvente Pernille??

Og så har jeg bare fået en nyhed fornylig, der viser at jeg er for sent ude.
Jeg havde som rigtig mange andre, ikke det bedste barndom.
En ting jeg virkelig manglede var netop at blive anerkendt. Jeg har altid læst meget. Og var mega glad for skolen. Modsat min bror, der ikke læste, og ikke fandt magien i bøger. Og samtidig havde problemer med skolen.
Min moder ville ikke gøre forskel Kan li' Men i stedet for så at rose det vi hver især kunne, så var det helt omvendt. Når jeg scorede fine karakterer, så blev det da rost, men det var det. Da jeg blev student mødte ingen af mine forældre op og så mig få huen. Og da vi kørte rundt i hestevogn ville mine forældre end ikke tage fri fra arbejde, så vi besøgte ikke mit hjem. Fordi min bror ikke kunne opnå det samme.

Ja, jeg er for gammel til at det stadig nager mig. Og ja, jeg burde være kommet videre osv..... men jeg har altid manglet den ros og anerkendelse. Min store drøm, mig mål i livet var bare een gang skule de blive pisse stolte af mig. Og nu er det for sent!! Jge har ikke haft kontakt til hverken min moder eller fader i rigtig mange år. Og det har jeg det fint med. At det ikke skal laves om..... men derfor levede drømmen stadig...... indtil min broder (Som jeg heller ikke har kontakt med... andet end at vi begge er på FB og kigger på hinandens profiler) skrev til mig for få dage siden: Min moder er kommet på plejehjem og er blevet dement. Og efter hvad jeg ved om den sygdom, så glemmes mere og mere, og de få minder der er, bibeholder de aktuelle følelser..... så hendes tanker vil højt sandsynligt blive mere og mere negative om min person, hvis ikke helt glemme mig........
Så ynkelig, som jeg er, så prøver og prøver og prøver jeg at gøre noget for andre. Gøre mig umage. Gå et skridt længere....... Og bliver så altså ked, når det ikke batter. Når man slet ikke på nogen måde har overskud til bare lige at skrive: Fedt blad eller godt det er tilbage eller bare noget.... Man behøver squ ikke engang anerkende MIN del.....