16-11-2017

Hulke-indlæg igen igen.....

Da jeg var 3½ - 4 år gammel var jeg en dag meget vred, og råbte, at jeg ville flytte hjem til min fader. De var flyttet fra hinanden et år tidligere.
Min moder pakkede straks en kuffert, og smed mig udenfor døren. Der stod jeg så længe og græd, og råbte om forladelse. Og da min moder lukkede mig ind igen, fik jeg at vide, at hvis jeg nogensinde undsagde hende igen, eller lavede den slags trusler, så ville hun aldrig nogensinde igen se mig.

Et par år senere spurgte jeg min fader, om jeg måtte flytte ind hos ham. Han havde en sød kæreste, boede på landet. Han havde heste og hunde, og hønd og ænder. ParadisHjerte Men han ville ikke ha' mig boede. 

Så min bror og jeg besøgte ham på skift i sommerferier og efterårsferier, og så kom han en sjælden gang til København.

Jerg vidste, at min moder mente truslen. Hun fik sig senere en mand, så var en vatpik. Jeg var teenager tidligt, og fyldt med forvirrende homoner, nyopdaget diabetes (Som både min moders mand og min bror mobbede mig med, og tit stillede spørgsmål ved, om jeg virkelig havde lavt blodsukker, eller om jeg bare ville ha' opmærksomhed. Det var før, vi alle havde et blodsukekrapperat)
Vatpikken sladrede til min moder, hvis jeg gjorde noget forkert (I stedet for selv at tage sig af det) og man måtte på ingen måde stille spørgsmål ved ham og hans evner.
Det skal lige tilføjes, at han aldrig forulempede mig sexuelt!!

Men i hele min banrdom og ungdom har jeg skulle passe virkelig på mine følelser, og at de ikke løb af med mig. Jeg måtte ikke blive retfærdigt harm. 

Og det viste sig også, at de alle mente det. I forbindelse med, at jeg skulle købe en computer af min moder og hendes mand, tog vatpikken godt og grundigt røven på mig. Da jeg blev vred og råbte op, så var det slut prut finale. Jeg har ikke set dem i 15 år. 
Sidst jeg hørte direkte fra min moder, var at hun vilel ha' at jeg skrev under på, at jeg aldrig nogensinde ville genere hende og hendes familie igen.

Sidst jeg så og hørte fra min fader, er 30 år siden. Jeg prøvede at skrive til ham, for 3 år siden: Om vi måske kunne lære hinanden lidt at kende. Og jeg skrev en kort hilsen, da han fejrede 70 års fødselsdag. Men aldrig noget svar.

Som jeg har nævnt tidligere, så døde min mand pludselig for 10½ år siden. 

Og jeg er direkte social dum. Så venner kan bare ikke klare mig for lang tid ad gange. Jeg får det altid fucket ud. Uanset set hvor meget jeg passer på. 

Så mit sociale liv handler 90 % om, at holde min følelser i skak, passe på hvad jeg siger. Passe på hvad jeg gør. Passe på ikke at blive for ivrig. Passe på ikke at blive for begejstret. Og absolut passe på, med at dele for mange af min åbenbart meget unormale og skøre tanker.

Så jeg har mere eller mindre valgt fysisk venskab fra. Og så holde mig til online venskab. Det kræver ikke helt så meget energi.

Og jeg er så træt, så træt.........