29-12-2017

Så hulker vi igen....

Så er vi her igen......... Et hulke indlæg.

Men husk: Det er mit Jammersminde, og her må jeg gerne hulke.

Og så har jeg brug for, at kunne hulke her, når det hele er ved at løbe over. I den virkelige verden, har jeg ikke råd til at hulke eller græde. For tænk hvis jeg ikke kan stoppe igen??!!

Jeg efterlyser nogen gange hjælp på Facebook: Til at komme af med affald, til at købe ind, samle en sofa osv......
Og så betaler jeg selvfølgelig folk for deres ulejlighed.

Tak er aldrig nok...... ihvertfald ikke når, det er det, jeg byder.
Min tak er ikke nok, mit venskab er ikke nok, mine gaver er ikke nok...... og jeg er ikke nok. Og jeg her igen ide om hvad jeg kan tilbyde eller hvad folk vil ha' af mig.

Men på den anden side er der også er vis tryghed i, at kunne betale sig fra det. For så behøver jeg ikke hele tiden være på vagt. Og tænke om jeg nu har givet nok af mig selv eller at mine følelser, eller hvad jeg nu kan udrette.

Men mennesker er altså ikke nemme. Nogen gange kan det være en gave, at kunne modtage en gave. Også selvom gaven måske ikke er så ønsket eller brugbar.

Nåh, grunden til, at jeg igen sidder med alle disse tanker og følelser og og og......

Jeg har på kort tid møde to mænd (Og nej, slet ikke på dee måde) Men de har begge fået mig til at tænke.

Den ene har købt ind for mig et par gange via ViGo (Rema1000s indkøbs app) Han er rigtig sød og ser mega sød up. Og virker som en behageligt menneske. Men da han kom forleden emd mine indkøb, hjalp han med at bære ind, og kiggede mig i øjnene, og så ud som om, at han ikke var afskrækket.Og jeg mener stadig slet ikke på nogen romantisk eller forførende måde, men....... medlidenhed eller venskab eller hjælpsom?? Hvad ville han?? Hvorfor skred han ikke, så hurtigt han kunne??

Den anden mand: Jeg skulle ha' sendt en julegave afsted, men kan ikke komme på posthuset. Så en mand her omkring tilbød, at sende den afsted for mig.
Da jeg manglede lidt hjælp igen, spurgte jeg ham, om han kunne hjælpe, og at jeg selvfølgelig ville betale for hans ulejlighed.

Han sagde så at han vilel komme forbi. Så kunne vi tale lidt om det. Og igen igen, det var helt sikkert ikke med nogen romantisk bagtanker. Sikkert bare, at for de fleste er det nemmere at tale face2face end at sidde og skrive frem og tilbage.

Men inden han overhovede dukkede op, gik jeg i panik og aflyste.

Og mine tanker kørte rundt: Hvad vil han?? Venskab?? Jeg kan ikek venskab. Jeg er ikke god til venskab. Og jeg er ikke god til at vente på, at det går i stykker. Og jeg igen er alene... 

For det går altid i stykker.
Familie, kærester, elskere, venner!! Alle forlader mig. Og De allerfleste med en dårlig oplevelse. Jeg efterlader folk forvirrede og vrede og negative.
Og selv min dybeste og mest angrende undskyld kan ikke hele nogen sår. Og jeg kan intet stille op.

Og nu med al det sygdom, så har jeg været helt alene i snart et år. Jeg får da besøg af hjemmeplejen, men det er så også, de eneste jeg ser og taler med direkte.

Jeg har altid ønsket mig, at bo langt væk fra det hele. Og gerne helt afsides og alene. En hytte ude i en skov eller på min egen ø eller bare væk. Bare jeg havde mine bøger, min musik og min computer. Så kunne jeg godt nøjes med at se folk sjældent. Men i drømmen havde jeg jo selv bestemt det!! Og den kunne ændres, hvis jeg fik andre behov.

Men nu, hvor det ikke er MIN beslutning, så går det mig på. Og jeg har længe følt mig ensom.
Men ikke så meget mere.

Nu frygter jeg næsten mennesker. De fremmede. Dem hvor jeg ikke ved, hvad der forventes. Hvad der kan ske. Hvad det kan udvikle sig til.
Hvornår vil det gå i stykker igen?? Hvor hurtigt får jeg pisset folk af??

Det er jo ikke kun mig der forlades. Det er jo også modparten. Så det er på en måde også for at skåne folk, at det er bedst, at jeg er selv. Så jeg ikke kan skade andre. Så jeg kan beskytte både dem og mig selv.


Lige savner jeg faktisk, at drikke mig næsten bevidstløs hver aften. Og især når jeg bældede en-to hele flasker "martine" Så jeg bare kunne lukke af for tanker og bekymringer og en masse andet.
Det var mit eget valg, at stoppe 100 % med alkohol for godt 4 måneder siden. Og mit eget valg, at jeg tager antabus. Men lige pt savner jeg, at kunne få hjernen til at holde kæft. Så jeg kan få nogen dejlige drømme. Og tilade mig at være ubekymret og og glad.....

Og nej, det er ikke tankemylder på den måde.

Der er lige som gået hypokondri i mig: Der er nu sår på venstre fod (Jeg fik amputeret lilletåen på højre fod for 2½ måned siden) Jeg er meget oppustet pt, og har en underlig stor knude under min store mave. Mit blodtryk er meget for højt 185/ 95

Og derud over er der selvfølgelig alt det jeg virkelig fejler: Type 1 diabetes, PCO, mega overvægtig og selvfølgelig min autisme/ aspergersyndrom.


Men jeg har ikke råd til at græde. For hvem samler Pernille op?? Hvem giver mig en god skulder, så jeg kan hulke løs, mens vedkomemnde passer på hele verden for mig??